Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle danskere skal blive hjemme i to uger, hvis de har været i Kina (undtaget Taiwan, Hongkong og Macau), Iran, dele af Sydkorea (Gyeongbuk og storbyen Daegu) eller fire regioner i Norditalien (Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto) og er kommet hjem efter den 2. marts 2020.

Hvis man arbejder i sundhedssektoren og har direkte kontakt med borgere, og er kommet hjem fra et risikoområde efter den 18. februar 2020, er det et krav fra Sundhedsstyrelsen, at man skal blive hjemme i 14 dage.

De 14 dage regnes fra hjemkomstdato. Hvis man eksempelvis er kommet hjem den 20. februar, skal man blive hjemme til 5. marts, så der samlet set er gået 14 dage, siden man har været i et risikoområde.

Listen over risikoområder vil dagligt blive opdateret. Følg med på Sundhedsstyrelsens hjemmeside på www.sst.dk.

Kravet og anbefalingen handler om at forebygge smittespredning i samfundet.

Styrelsen opfordrer danskere til at holde øje med symptomer som feber, hoste eller åndenød. Hvis man oplever de symptomer, skal man isolere sig selv og ringe til lægen og ikke møde op uden aftale. Følg også anbefalingerne om god hygiejne, og følg med i dagspressen.