30 børn fra 1 til 7 år har gennem to måneder arbejdet med at omsætte fund fra havet og stranden til fabulerende kunstneriske lerfigurer. Huskunstnerprojektet er et pilotprojekt, som kan sprede sig til andre dagtilbud i Odsherred Kommune.

Der blev råbt ”hurra” hele seks gange, talt og takket, spist jordbær og blåbær og drukket hyldeblomstsaftevand og stolt vist frem og beundret for forældre og gæster, da Odden Børnehave onsdag den 29. maj 2019 holdt fernisering på huskunstnerprojektet ”På Træk” på Odden Skole.

Gennem de sidste to måneder med start 2. april 2019 har 30 børn i alderen 1 til 7 år været beskæftiget med at gå på opdagelse i fund fra strandene ved Odden – fra tang, muslinger, jern, skeletter og set, oplevet og sanset himlens fugle og havets fisk og omsat det hele til brændte stentøjsfigurer med blåler. 30 unikke små kunstværker er der kommet ud af forløbet, der har været et huskunstnerforløb med keramiker Martin Nybo Hansen, Muld Plus Guld, Nykøbing Havn som den kunstneriske tovholder.

Ideen til projektet udsprang af dialoger mellem børnehaveleder Pia Edsberg og kulturkonsulent Anne-Marie Donslund i slutningen af 2018, og snart efter blev en ansøgning om et projekt udarbejdet. Som frivillig har været tilknyttet pensioneret lærer Svend Børve Jørgensen, Strandhusene, der både har været praktisk hjælper og historiefortæller med en fortælling om Emilia fra en fiskerfamilie på Odden.

Stolte over børnene
– I har undersøgt fisk og fugle og måske selv tænkt på, hvordan der var nede i vandet eller oppe i himlen, sagde formand for Kultur- og Folkeoplysningsudvalget Gitte Hededam i sin tale til børnene ved ferniseringen.

– I har sat spor på skolen, på havnen, på Odden, i verden, og man kan sige, at I også har været på træk som menneske ligesom fuglene. Det er vigtigt at sætte spor, som er fulde af glæde og fantasi, og jeg er stolte af, at vi i kommunen har så dygtige børn som jer, og jeg er stolte over, at vi har så dygtig en kunstner, børnehaveleder, frivillige og andre, der har fået dette projekt til at blive til noget, sagde Gitte Hededam.

Martin Nybo fortalte om baggrunden og processen. Egentlig havde han sammen med Pia Edsberg udarbejdet en forløber for det, der senere blev til Geokids med alle skolebørns fremstilling af masker i stentøj, som i dag står på shelterpladsen i Veddinge. Og projektet på Odden er en slags tak for sidst eller afrunding, da Geokidsprojektet kun var for skolebørn og ikke børnehavebørn som her. Martin Nybo fortalte, hvordan børnene engageret havde arbejdet, nogle havde også
smagt på leret, andre havde puttet en legetøjstraktor ind i lerfigurerne.

Pia Edsberg læste op af Kumbels Gruk om Drøm og Virkelighed og tilføjede, at denne drøm blev til virkelighed. Pia Edsberg har været børnehaveleder på Odden de sidste 9 ½ år og har i alt arbejdet 52 år som pædagog med børn og går til september på pension.

De forunderlige fisk og figurer står ved indgangen til Odden Skole, og ud fra de mange skitser, børnene har tegnet undervejs, har keramiker Martin Nybo ladet sig inspirere til et vægmaleri på en 30 meter lang væg på Odden Skole, som på denne måde har fået flere varige minder om kunstnerprojektet.