Tre ud af 10 kandidater nomineret til Fødevareprisen

Det Vilde Køkken, Dansk Tang og Lammefjordens Spisekammer er nomineret til Fødevareprisen 2018, der overrækkes ved OdsHædring.

Ved fristens udløb 20. september 2018 var indkommet 10 forslag til kandidater til årets Fødevarepris, hvoraf tre nominerede virksomheder er udvalgt. De tre er Det Vilde Køkken i Klint, Lammefjordens Spisekammer i Fårevejle og Dansk Tang.

I begrundelsen for indstillingen af Lammefjordens Spisekammer ved John og Karin Nielsen hedder det blandt andet:

”Gårdbutikken arbejder med fødevarer dyrket i Odsherred, og mange dyrket på egen jord på Lammefjorden. John og Karin har fået sat både Område-4540 men også hele Odsherred på landkortet. De har i samarbejde med andre lavet andre gode arrangementer med lokale fødevarer. Disse arrangementer foregår i hele Odsherred”.

I indstillingen til Det Vilde Køkken ved Anna Andersen og Jørgen Stoltz lyder begrundelsen kort og godt:

”Anna og Jørgen bruger og behandler lokale fødevarer med den største ekspertise og omhu”.

Den tredje nominerede virksomhed til Fødevareprisen er Dansk Tang, som får denne begrundelse:

”Dansk Tang skal vinde denne pris, da de på ny har sat Odsherred på fødevare-kortet landet over, for ikke at nævne udlandet. En side af Odsherred ingen kendte til, for bare 3 år siden, er nu blevet en levevej for denne virksomhed, og dette har givet genklang hos den lille gårdbutik, ved den dansk-tyske grænse, såvel som hos de bedste restauranter i verden. En virksomhed som laver kvalitet af Odsherred på en måde, ingen havde set komme. Deres passion for at gøre Danmark sundere og mere bæredygtigt er bare endnu en grund til at Dansk Tang bør vinde denne pris”.

Fødevareprisen har en værdi af 10.000 kr., som overrækkes i form af kontanter, et kunstværk eller et gavekort ved prisuddelingsfesten OdsHædring 2018, som afholdes i Borren Idræts- og Kulturcenter fredag den 16. november 2018.

Læs mere på www.odsherred.dk/odshaedring-2018

2018-10-28T15:49:30+00:00