Odden genbrugsstation modtager nu grenaffald

Der er plads til op til 30 ton grene og haveaffald på den 3000 kvadratmeter store plads på Genbrugsstationen i Havnebyen på Odden.

Selvom der var lidt langt mellem de første brugere med have- og grenaffald på den nyetablerede grenplads på Odden Genbrugsstation fredag formiddag den 6. april 2018, opfylder pladsen et stort behov og skal såmænd nok blive brugt flittigt.

3000 kvadratmeter er anlagt af entreprenørfirmaet Steen Hansen, Asnæs, som en fordobling af genbrugsstationens areal på kommunens erhvervsareal i udkanten af Havnebyen på Sjællands Odde, og det giver plads til op til 30 ton grene og haveaffald. Grenene bliver ikke nedkværnet på pladsen, men grabbes samen af personalet og køres af vognmand i containere til lossepladsen i Audebo, hvor grenene bliver flishugget og dermed bliver til fin havemuld, der udleveres på alle genbrugsstationerne hvert år lørdag inden påske.

– Fraktionerne med grene og haveaffald har generelt været i stærk stigning de senere år både som følge af stormfald og fordi, mange af væksterne i sommerhusområderne er vokset fra buske til træer og nu bliver fældet og tyndet ud, forklarer driftsleder Steen Olsen, som er sikker på, at grenpladsen på Odden således opfylder et stort behov samt, at der er rigelig med plads.

Første kunde på pladsen var Christen Refsbech, Overby, som havde en mindre portion haveaffald med og efter at have klippet snoren og indviet pladsen fik overrakt et gavekort på 300 kroner til brug i Olgas Kiosk på Gniben. Dertil en kop kaffe og en muffin fra Morten Hartkorn, Kaffe & Co i Rørvig og en af de 100 indkøbte påskeliljer i potte med løg, som kan udplantes i haven og gøre gavn igen næste år.

Odden Genbrugsstation, der har fire ansatte samt en ansat i fleksjob, har nu sommeråbningstider og det betyder åbent alle ugens dage kl. 7-16 på hverdage og kl. 8-16 i weekends.

Yderligere oplysninger
www.odsherred.dk/genbrugsstationer
Driftsleder Steen Olsen, 20 34 38 10

Foto:
Chresten Refsbech var første bruger og klippede dermed snoren til den nye grenplads. Her med driftsleder for genbrugsstationerne i Odsherred Kommune, Steen Olsen.

Chresten Refsbech var første bruger, her med Morten Hartkorn fra Kaffe & Co og driftsleder Steen Olsen.

Pladsen er 3000 kvadratmeter og kan rumme op til 30 ton grene og haveaffald, som grabbes sammen af personalet og flishugges på Audebo losseplads.

2018-04-15T14:05:58+00:00